5 tips til at komme godt i gang med Zwift!

Zwift har taget verden med storm. I takt med at e cykling er blevet en mere og mere udbredt træningsform, har Zwift vist sig som den platform flest har besluttet sig at gå med. Men hvordan kommer du bedst i gang med Zwift, og hvad skal du være opmærksom på når du træder ind i den virtuelle verden? Det kommer jeg med mit bud på i dette indlæg!

Kom godt i gang med Zwift!

1: Start ikke for hårdt ud!

Vi starter ud med et punkt med dobbelt betydning. For hvad enten du er helt ny og lige er startet på Zwift eller du efterhånden har kørt en del km.  på Zwift, er det vigtigt ikke at starte for hård ud.

I starten er det vigtigt at lære Zwift at kende. Mekanismerne og hvordan man bedst får den rette køreoplevelse i Zwift er noget anderledes end i den virkelige verden. Derudover kræver det lidt tilvænning før man lærer hvordan og hvor hurtigt ens hometrainer tilpasser sig fx stigninger inde i Zwift. Brug tiden fornuftigt og lær platformen at kende, så får du den bedste oplevelse!

2: Zwift er sjovere sammen!

Du kender det sikkert fra landevejene, det er bare lidt sjovere at få trænet når man har en makker eller flere med. Det fuldstændig samme gør sig gældende i den virtuelle verden. Hop ind i Zwift sammen med dine venner, eller deltag i nogle af de mange group-rides eller races, der hele tiden bliver kørt i Zwift!

Er der ingen du kender der er hoppet med ind i den virtuelle verden, findes der også et utal af grupper på Facebook hvor du kan finde nogle at køre med. Fx på Dansk E-Cycling Meetups bliver der dagligt lavet opslag, med nye meet-ups du kan deltage i!

3: Luft ud!

Det er varmt at køre indendørs! Måske du kender det fra en spinning-time, eller andet indendørs aktivitet, det bliver lynhurtigt kogende varmt.

Når kroppen bliver overophedet i takt med at temperaturen stiger, daler din evne til at præstere også. Derfor er det vigtigt at sørge for god udluftning mens du sidder på din hometrainer.

En god ventilator og noget tøj du kan ånde i er et godt udgangspunkt. Som regel plejer jeg personligt at have en almindelig gulvventilator stående lige foran mig samt have et vindue åbent. Derudover træner udelukkende i mine bibs og en tynd svendundertrøje, for ikke at holde på varmen.

4: Pas på din krop!

I forlængelse med punkt 3 kommer næste punkt. Pas nu på din krop. Selvom man sidder på sin egen cykel derhjemme og føler at man sidder fuldstændig som man plejer, så er det ikke det samme at køre på hometrainer som det er udendørs. Dette gør at den belastning du påfører kroppen, er anderledes end du plejer.

Vær især opmærksom på ryg, nakke, skuldre, knæ og dit siddeområde. Ofte vil man bruge noget mere tid siddende i en statisk position end man vil gøre på landevejen, hvor man ofte er mere dynamisk når man bevæger sig rundt på sadlen.

Lyt efter hvad din krop siger, hold pause hvis du oplever smerter og husk at det er bedre at forebygge skader end at bahandle på dem.

Er uheldet ude og du har fået siddet forkert, har vi også lavet en guide til behandling af siddesår.

Husk desuden rigeligt med væske og eventuelt noget energi. Selvom det ikke er udenfor forbrænder du stadig en masse energi, og væsketabet er stadig det samme, hvis ikke højere!

5: Download Zwift Companion!

Zwift Companion er din bedste ven i Zwift! På Zwift Companion appen kan du følge og se dine venners aktiviteter, få et overblik over din egen træning, samt finde ”events”.

Events er som jeg beskrev i punkt 2 enten, træninger, fællesture eller cykelløb der bliver afholdt i Zwift. Der køres på forskellige ruter, og mange events er opdelt efter niveau, så du kører mod ligesindede. Mens du er aktiv på hometraineren kan du samtidig bruge Zwift Companion til at styrer din avatar inde i den virtuelle verden. Dette er noget nemmere end at skulle sidde klar med mus og tastatur for at eksempelvis bruge nogle af Zwifts mange power-ups!

Jeg håber du med disse fem tips, vil få en god begyndelse på dit virtuelle liv og at vi ses på Zwift!

Har du læst dette indlæg, og er blevet inspireret til at starte med e cykling? Så har vi lavet en guide hvor vi tager dig i gennem det basale omhandlende hometrainere og e cykling!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *