Mols Bjerge Grand Prix 2021

Hvad får man hvis man kombinerer en utrolig hård rute, godt arrangeret cykelløb og sidevind i stride strømme? Svaret er 2021 udgaven af Mols Bjerge Grand Prix. Igen i år lagde Mols Bjerge asfalt til et af de bedste motionscykelløb i Danmark, og jeg var selvfølgelig at finde på startstregen!

Før løbet

Endelig et cykelløb der ikke starter tidligt! Med start klokken 11:30, var der rigeligt tid til at få en ordentlig nattesøvn. Vækkeuret ringede klokken 8:30 og så stod den ellers – som sædvanligt – på havregryn. Jeg fik pakket bilen sagt farvel til min kæreste og så var det ellers mod Molshallen. 

Ankommet til Molshallen efter 45 minutter i bil, fik jeg gjort cykel klar og hentet mit startnummer. Jeg var ved start i rigtig god tid, og havde derfor mulighed for at tage det stille og roligt med at få sat nummer på, fyldt dunk og ellers rulle 10-15 minutters let opvarmning. 
Hele målområdet med udlevering af startnummer, depot osv. var virkelig lækkert. Hurtig og nem udlevering af nummer, og dertilhørende goodiebag, med lidt lækkert fra PurePower. 

Mols Bjerge Grand Prix Ruteprofil
Ruteprofil for Mols Bjerge Grand Prix

Føj for en start

Jeg fik stillet mig godt frem i startbåsen og var klar til at tage hul på løbet. Starten på Mols Bjerge Grand Prix er lidt af en led bandit. Efter kun lidt over én km. rammer man første bakke ”Agri”, en ca. to km. lang fætter på 4% i snit. Heldigvis var der medvind op ad i dag, men det krævede alligevel godt sammenbidte tænder at sidde med fronten. Jeg havde en hel klar plan om ikke at køre over evne, derfor slap jeg fronten lidt før det sidste stejle stykke. Mine styrker ligger ikke på bakkerne, men jeg vidste at jeg kunne køre mig op på nedkørslen efter Agri. 

Efter Agri bakken går turen mod Femmøller og Lyngsbæk. Det er op og ned ad bakke og syren fik lov at sætte sig i benene. Men jeg var stadig med, og jeg følte faktisk der var fornuftige stænger.

Smidt af fronten og helt alene

Efter ca. 17 km. rammer vi bakken ved oliedepotet. Og her kunne jeg ikke sidde med fronten længere. Jeg måtte slippe fronten, men stadig fokusere på at ikke lade dem kører længere væk end jeg måske ville kunne lukke hullet igen. 

Da vi rammer Fuglsøvej kan jeg stadig se frontgruppen, men sidevinden er strid og solo mod et felt på 7-8 mand, er der ikke meget jeg kan gøre. Frontgruppen sejler væk og jeg forbereder mig på 30 km. alene mod vinden.

Ruten til Mols Bjerge Grand Prix er noget af det flotteste man finder. Selvom det var en ringe trøst, så hjalp det alligevel på humøret at kunne køre alene rundt på Helgenæs, selvom moralen havde lidt et knæk. Jeg følte egentligt at benene var fornuftige og jeg holdt mine watt fint. Jeg fangede en del ryttere, fra den længere distance, på vejen rundt på Helgenæs, men desværre ingen jeg kunne følges med. På et tidspunkt ligger jeg så alene at jeg hverken kan se nogen foran eller bagved. Efter Helgenæs er der igen lidt bakker og blandet terræn, jeg havde snotten godt nede i min Garmin og fokuserede bare på at holde en fornuftig fart.

Fanget af de andre og kørte fra dem igen

Med fem km. tilbage af ruten får jeg et par ryttere op bagfra. De har ligget og kørt sammen, og derfor havde de naturligt kunne ligge og hente lidt på mig. Samtidig fangede vi en der var faldet fra frontgruppen så efter at have siddet alene i snart 30 km. var vi nu fire mand samlet. Det var nu egentlig meget hyggeligt at have lidt følgeskab. Hyggen varede dog ikke længe, for finalen ventede kort forude. 

De sidste ca. tre km. går overvejende nedad og tempoet blev skruet op. Jeg satte mig ned som tredjemand og ventede på spurten. Det skulle dog vise sig at blive en vanvittigt underlig spurt. Med 1000 meter tilbage kørte forreste mand pludselig alt hvad han kunne. Hvorfor, aner jeg ikke. Efter 3-400 meter med god fart på døde han dog totalt. Vi havde mistet fjerdemand i gruppen og nu var vi to tilbage. Jeg gik i front og prøvede at køre kontra på det hug der lige havde været. Det gik dog mindre godt og med 100 meter tilbage blev jeg overhalet. Det rakte til en 8. plads.

Jeg er egentligt pænt tilfreds med resultatet. Efter et år med mindre gode resultater trods jeg følte formen egentligt var ok, var det rart at se jeg kunne være med lidt fremme.

Elapsed Time Moving Time Distance Average Speed Max Speed Elevation Gain Calories Burned
01:27:03
hours
01:26:26
hours
50,01
km
34,72
km/h
70,20
km/h
599,00
meters
1.344
kcal

Endnu en andenplads

Fremme i frontgruppen havde Niklas Seeberg siddet hele dagen. Han kørte igen et super fint cykelløb og sammen med én anden skulle han til sidst afgøre kampen om det øverste trin på skamlen. Efter en laaang spurt trak Niklas dog det korteste strå, men kørte ind på andenpladsen endnu et fornuftigt resultat af Niklas!

Sæsonafslutning 

Mols Bjerge Grand Prix markerer afslutningen på sommersæsonen. Nu går vi mod vinteren og de hårde lange vintermåneder. Jeg ser faktisk frem til at komme i gang med den hårde træning frem mod næste sæson. I løbet af 2021 der startede noget uheldigt for mit vedkommende med styrt og et brækket ribben, har jeg virkelig fundet glæden ved cyklingen igen. Jeg har store planer for sæson 2022, og selvfølgelig vil jeg komme med opdateringer hen over vintern, her på siden! 

Vil du læse mere om motionscykelløb? Tag et kig på vores side med Motionscykelløb, her beretter vi fra de cykelløb vi deltager i, i løbet af året!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *